Andre
Åbent hus i Øst 2019
Sommermøde hos Mette Danielsen
Ølstykke den 11. August 2019.
Så blev det tid til mit første sommermøde i Border Fife Klubben. Mette Danielsen i Ølstykke havde inviteret.
Jeg startede i god tid, da der er langt fra det flade Lolland.
Jeg blev budt velkommen, i det lille villakvarter, af Mette og hendes søn. Vi gik straks i haven, og hvilken have. Her bliver der brugt mange timer. Der er en masse stauder, buske og træer, og specielt de to store Mexicanske Trompetplanter tiltrak sig stor opmærksomhed. En flot og velplejet have.
Men det var jo fuglene, jeg var kommet for at se. Mette har jo den rigtige race: Fife Fancy ;-)
På græsset stod der to store og en mindre voliere. De var i aluminiumsrammer med net hele vejen rundt. De var forsynet med et tagpaptag. En meget luftig udgave af en voliere, men Mette fortalte, at der snart kom plexiglas på for at skabe læ for vintereren.
Fuglene var i fuld gang med at fælde. Flere gik gumpetunge rundt uden haler, så de havde langt igen, før man kan se kvaliteten på dem.
Der var flere af ungerne, der så lovende ud. Specielt en grøn og en brun, så godt ud. Det bliver spændende, at følge dem på de kommende udstillinger.
Der gik også lidt farvefugle, hvis nok nogle isabeller. Dem skal jeg nok undlade, at udtale mig om. Der er helt sikkert andre, der har meget mere forstand på dem.
Avlsburene stod i et fritstående hus midt på plænen. Der var glas fra gulv til loft på de to sider så Mette havde haft en del problemer med for meget varme her i sommer. Så dette skal ændres til næste avlssæson, hvor hun vil starte tidligere, sådan at ungerne kommer i februar og marts. Så kan der også blive mere tid til det store havearbejde, der er i april og maj måned.
Mette havde kæmpet lidt med blodmiderne i år. Det havde kostet en hel del arbejde, at få bugt med dem. Hun var glad for Frontline på en forstøverflaske. Det så ud til, at kunne holde det nede.
Da haven og fuglene var inspiceret, blev vi budt ind til en kop kaffe og en dejlig æblekage. Hyggeligt samvær mellem kanariefolk er altid en dejlig ting.
Mette havde så også lige stuen ”fyldt”, med avlsbure. Her går hendes andet fuglehold, da de skal have lidt mere varme – Gouldsarmadiner – i diverse farver. En super flot fugl.
Der var kun én lille trist ting ved dette sommermøde. Der var ikke dukket ret mange af vore medlemmer op. Jeg håber, at opbakningen bliver større til næste møde.
Der skal lyde en stor tak til Mette, for en super hyggelig dag. Og knæk og bræk med Fiferne.
Lars Fugl Christensen
billeder: Mette