Dansk Border & Fifeklub

Fra Politiken lørdag den 27. maj 1967

Vore kanariefugle har aldrig oplevet De Kanariske Øer.

Kanariefuglen eksisterer slet ikke i vild tilstand, og den højt besungne frihed, har de fugle, vi ser i dag, ikke kendt til i mange hundrede generationer.
Men naturligvis har den en stamfader, den oprindelige vilde kanarie, der er en finkefugl, som vi også i dag kan træffe i de tætte krat på bjergsiderne på enkelte af De Kanariske Øer ud for Afrikas vestkyst ca. 30 grader over ækvator.

Da De Kanariske Øer i 1478 kom i spansk besiddelse, begyndte man at indfange og eksportere denne enestående sanger, som man fandt i de skovbevoksede områder på flere af øerne. Men det var kun hannerne, man fangede og solgte, enten det så var for at hindre andre i ved opdræt at ødelægge forretningen, eller det var, fordi man anså hunnerne for mindreværdige, fordi de ikke kunne synge. Det ved man intet om, og nu bliver det næppe opklaret, men det var måske også årsagen til, at vi fik den gule kanarie, som gennem snart 500 år har været til glæde for så mange fuglevenner over hele verden.

For når man ikke kunne købe de rigtige hunner, så måtte man hjælpe sig på anden måde, og det gjorde man ved at anvende en anden hun af samme slægt som partner til kanarie-hannen. Mange mener, at det har været guldirisken, der har befordret den gule farve til efterfølgerne af denne konstellation. Det er heller ikke udelukket, at andre arter har været benyttet. Det fortælles, at et skib med kanarie-hanner, bestemt for Italien, kom i havsnød. Fuglene slap ud og fløj i land i Sydeuropa, og her har de også nok selv fundet sig passende partnere.

Den vilde kanarie var en gulgrøn fugl med meget mørke skaftestriber på hver eneste fjer, således som det fremgår af skitsens nr. 1, og ikke noget særligt for øjet, men da man opdagede, at det grønne blev gult, arbejdede man videre med det.

Ligesom man i Tyskland arbejdede med sangkanarierne, forsøgte man andre steder at ændre typen af de kanarier, man selv opdrættede, det var især i Holland – Belgien og Frankrig, og man ved med bestemthed, at man i 1750 var nået så langt, at man kunne udstille flere typer i Nürnberg.

Mange af de fugle, man fremstillede, blev aldrig nogen succes, men en type har dog stadig formået at hævde sig: Pariser-trompeteren. Den var færdig, dvs. konstant i avlen, i 1848. Det er fugl nr. 2, en slank, langagtig fugl med et kraftigt næb, lange lår og løb og med stolt rejsning, en del større end den oprindelige kanariefugl, og ved fjerdragten har man forsøgt at gå sine egne veje, idet fuglen har flere områder på kroppen, hvor fjerene er meget lange og ligesom "vendte", så man kan tale om en friseret fugl, hver af disse partier har bestemte navne, således hedder skulderfjerene "epauletter". Det er denne afvigelse, som har givet den navnet trompeteren, og ikke, som man kunne forvente, noget med stemmen.

Denne fugl ses jævnligt på vore udstillinger, men det er en sart og vanskelig fugl at arbejde med, ikke noget for begyndere.

Samtidig med at man på fastlandet fik flere og flere nye typer, arbejdede man i England efter helt andre retningslinier og fremstillede typer, der nok afveg fra stamformen, men alligevel så mere manerlig ud.

Den almindeligste, og den som ligner den kanarietype, vi her i landet arbejder med, hedder Border Fancy og har nr. 3 på skitsen, den er en del større end vores kanariefugl og har et meget mindre næb, og vi har flere gode stammer af den her i landet.

En anden type er Yorkshiren, en lang og slank fugl med tætsluttende fjerdragt, meget værdsat i England og også her i Danmark. Vi ser den som nr. 4 på skitsen.

Endelig nr. 5, Norwish-kanarien, er udstyret med meget lange fjer, og fjerdragten er meget løs. De løse fjer lægger sig ofte helt ud over vingernes øverste del, og vingerne og halen er i sig selv meget korte og afrundede. Det er også en type, vi jævnligt ser på vore fugleudstillinger.

Der findes mange flere racer, men de vigtigste er nævnt, og det er vist, hvor meget de afviger fra de oprindelige vilde kanarier.

Om mange af disse kunstprodukter kan siges, at de er sarte, nervøse og svage. For kanarietypernes vedkommende er det ikke overbevisende, hvad man har formået gennem 500 år at fremstille, selv med et så stort materiale, så megen udvælgelse og personlig arbejdsindsats. Der er stadig flere der mener, at den oprindelige type var kønnere, fordi den var harmonisk og naturlig, vital og særdeles fin. Desuden er den robust.

Albrecht-Møller.