Dansk Border & Fifeklub

Stiftet 2008

Div. artikler



fra en avis i 1962

kanariefugl 1000- kr. 1962R



 1000 kr. for en kanariefugl -
men så er det også en avlsfugl

Hvis De tror, at en kanariefugl altid er kanariegul, har De bestemt ikke fulgt med i kanarieudviklingen. For der findes i dag mere end 300 registrerede og meget nøje fastlagte kanariefuglefarver inden for den gren af fugleliebhaveriet, der hedder farve-kanarier.


Og dog er de hver og en udledt af det farvespekter, hvis indehaver var den oprindelige kanariefugl fra Kanarieøerne, den, der kom til Europa omkring 1400-tallet, og som siden er blevet opdrættet, krydset og forfinet, så ikke en sjæl kan genkende den oprindelige vilde fugl i én eneste af de 300 varianter, der nu er genstand for kanariefolkenes kærlighed og interesse.


Heldigvis har man ikke forsømt fuglenes sang, selv om man først og fremmest har arbejdet med at udskille de mange farver og renavle og krydse dem til nye farvestrålende vidunderfugle.


Kanariehannen – uanset om den er gul , grøn, rød, hvid, blå eller brun – synger stadig lige vidunderligt.


For resten samles et fornemt udvalg – på ca. 200 stykker – af de danske kanarier til sanger – og farvestævne i Horsens KFUM´s festsal i Søndergade lørdag og søndag 14. og 15. november.


Før udstillingen og midt under forberedelserne til den har jeg tilladt mig at stikke hovedet ind i kanarievoliererne hos formanden for Jydsk Fynsk Kanarie Klub, direktør H. Broch-Lips. i Aabyhøj, for at se, hvordan kanarierne har det til hverdag – og for at finde ud af, om jeg eventuelt engang kunne få råd til selv at dyrke kanarie-interessen så eksklusivt , som de jydsk – fynske kanarievenner gør det.



Moderate priser for at skabe interesse.


Jeg indrømmer, det gibbede lidt i mig, da Broch-Lips fortalte mig, at priserne på gode avlsfugle, f.eks. importeret fra Belgien og Holland kostede fra 100 kr. til over 1000 kr. – pr. stk.


Så selv om det er småfugle er det ikke kun småskillinger der betales for dem.


Jeg blev dog noget beroliget, da jeg fik at vide, at publikum på udstillingen i Horsens fik chancen for at købe kvalitetsfugle til moderate priser, idet klubben, som en indsats for at øge interessen og sprede den gode kvalitet på flere og flere interesserede hænder, vil arrangere en særlig salgsafdeling på udstillingen.


Forplejningen af kanarierne – uanset prisen og fornemheden – er ret enkel, siger Broch-Lips. Blot fuglene får de rigtige frøsorter, masser af frisk grønt lidt gulerødder og æbler samt opmadningsfoder i yngletiden, vil de både trives formere sig og stråle i alle regnbuens farver.


J. Trøst Jørgensen

DANSK BORDER OG FIFEKLUB

© 2011 Alle Rettigheder forbeholdes.