Dansk Border & Fifeklub

Stiftet 2008

Div. artikler



Vejen til succes i fugleholdet.

Sydøstjysk Fugleforening har lykønsket Henny og Frank for deres fine udstillingsresultater i året 2015.

Vi har med tilladelse af Sydøstjysk Fugleforening fået lov til at bringe Henny og Franks svar/tak.

henny frank
Tusind tak for foreningens lykønskninger i Sydøstjysk Fugleforenings Mailpost 1/2016, det varmer altid, når der er interesse for det, man nu engang går og pusler med.

Mange, der læser det, vil nok tænke, hvad der skal til for sådan at rejse rundt med kanariefugle til den ene udstilling efter den anden.

Hvis det i bund og grund skal forklares helt kort og med et ord, må det blive avlsarbejde.

Når man bliver grebet af at lave et stykke avlsarbejde, om så det er heste, hunde, får eller kanariefugle, er det en meget lang, om ikke uendelig proces, der kræver arbejde, vedholdenhed og masser af held. Det, der fascinerer Henny og jeg er opdrættet og det at se næste generation udvikle sig, det at forædle fuglene til smukke individer gennem et tilrettelagt avlsprogram og derefter at udvælge de smukkeste individer og indføre dem i et fremadrettet avlsarbejde.

Når vi taler om avlsarbejde, er der to meget vigtige faktorer der gør sig gældende, nemlig arv og miljø. Et rigtig godt miljø er en forudsætning for at de arvelige egenskaber kan komme til udtryk. Derfor prøver vi hele tiden på at fokusere på fuglens ve og vel. At give den et optimalt miljø gennem en så god fodring som mulig, og at give den de veterinære behandlinger, der er nødvendig. Et godt resultat skulle nødig ødelægges gennem et dårligt miljø, som vi trods alt selv kan gøre noget ved. I et godt miljø kommer de potentielle arveanlæg, som for eksempel æglægning meget bedre til udtryk.

Kanariefuglens adfærd er også meget vigtig. Vi har indrettet vores bure så flugtafstand, fødesøgning, seksueladfærd, konfliktadfærd m.m., kan komme til udtryk.  

I vores avlsarbejde lægger vi meget vægt på, at de individer, vi bruger, er af så høj kvalitet som overhovedet   muligt og at de passer i de discipliner vi netop nu, er ved at forædle. Derfor er det meget vigtigt, at vi ikke forfalder til at bruge den brede spartel, men fokuserer på en eller højest to discipliner vi ønsker at forædle af gangen. Samtidig er det vigtigt, at vi ikke sætter det allerede opnåede over styr.

Noget andet, der også er meget vigtig, er selektion (udvælgelse). De udvalgte fugle der skal ind i avlsarbejdet, skal bære præg af den forædling i avlsarbejdet der stiles imod. Derfor er det nødvendigt, at vi producerer så mange unger, at der er nok at vælge imellem. Derved får vi en selektionsintensitet, der er så høj, at fugle med små fejl, kan sorteres fra. For at nå en fremgang så hurtig som mulig bruger vi én han til flere hunner, hvorved vi reducerer den genetiske spredning.

   

Når vi tager på så mange udstillinger, som vi gør, er det først og fremmest for at se vores eget opdræt sammen med andres opdræt. Når fuglene står i udstillingsbure, kan vi rigtig se forskellen på individerne og dermed også se, hvor vi selv står i forhold til de stærke tyske, hollandske, belgiske, engelske og danske udstillere. Naturligvis vil vi også gerne vinde og vi nyder den spænding det er, at følge fuglene. Selve resultatet bruger vi, ud over at være glade for det, absolut ikke i vores avlsarbejde, udstillingen er en konkurrence og et socialt arrangement, hvor vi møder andre, der er faldet for den samme interesse som os.

Det har givet os rigtig mange gode bekendte og venner, som vi, ofte over en tår øl eller i telefonen, udveksler erfaringer med.

Det er et stykke arbejde at udstille veltrænede unger, men når det lykkes, er det ulejligheden værd.

Tak endnu engang.

Hilsen Henny og Frank

fuglehold2016
fuglehol2016 2

DANSK BORDER OG FIFEKLUB

© 2011 Alle Rettigheder forbeholdes.