Sygdomme
Sygdomme ved kanarier
Overførsel af smitte til ægget.
Kimceller der dør i ægget, eller fuldt udviklede unger der ikke klækker men ligger døde i ægget, frustrerer og forvirrer fugleopdrættere, såvel amatører som profes-sionelle. Der er mange grunde til at kimcellen eller ungen dør, og diagnosen i det specifikke tilfælde kan være svær at stille. Alle æg hvor ungen dør lige før klækning bør man undersøge, og hvis det forekommer ved et større antal, bør det undersøges af en dyrlæge der kan tage forskellige prøver og måske kan hjælpe med at konstatere årsagen til at ungerne dør.
Der er mange smitsomme organismer der kan blive overført fra hunnen til ægget, og være grunden til at ungen dør. I nogle tilfælde, vil smitten inficere ægget netop når kimcellen påbegynder udviklingen, eller når ungen er i gang med klækningen. Hvis en organisme bliver overført fra en inficeret hun direkte til ægget og derfra til kimcellen, kaldes det vertikal transmission. Udtrykket vertikal transmission, bliver også brugt for at beskrive transmissionen af en smitsom organisme fra en af forældrene til ægget under parringen, under æggets udvikling i hunnens æggeleder eller lige når den forlader æggelederen. Når ægget er lagt, kan nogle smitsomme organismer trænge gennem æggeskallen ved kontakt med besmittet afføring, urin eller strøelse. Nogle organismer kan overføres fra æggestokken til ægget og kaldes æggestok transmission. Smitsomme organismer der opholder sig i æggelederen, kan også trænge ind i ægget lige før skallen dannes. Nogle organismer kan inficere ægget, hvis indhold fra gattet forurener overfladen af ægget og derefter trænger ind i ægget.
En anden metode hvorpå der kan ske transmission af smitsomme organismer er ved horisontal transmission. Nogle måder hvor horisontal transmission kan indtræffe, er ved pudsning af fjerene, parring, insekt bid, spisning, kontakt med besmittet udstyr eller slagsmål. Af ovenstående fremgår det klart, at selvom ægget er beskyttet af en membran og skallen, vil det være modtagelig for infektion af utallige smitsomme organismer. Selvom æggeskallen ser solid ud indeholder den mikroskopiske porer, hvorigennem væsker og organismer der er små nok kan trænge ind i ægget.
Bakterie smitte.
Chlamydia er en primitiv bakterie, der kan blive vertikal transmitteret fra en inficeret hun over til ægget og kimcellen. Afhængig af den sygdomsfremkaldende stamme og antallet af organismer der er trængt ind i ægget, vil fosteret dø under klækningen eller hvis det skulle klække vil det være født med Chlamydia.
Bakterier fra Salmonella slægten kan også forårsage at fosteret dør i ægget, selv hvis ægget kun er forurenet af en meget lille mængde bakterier. Salmonella kan forårsage svage nyfødte unger der vil dø kort efter klækningen. Bakterien kan forårsage at æggeblommen størkner i ægget, og det døde foster vil vise blodige striber på leveren. Milt og nyrer bliver overbelastet og der ses et meget lille mørkt punkt på leveren. Betændelse af hjertesækken fremkommer også. Salmonella er bevægelige bakterier der kan gennemtrænge æggeskallen og kan transmitteres vertikalt.
Staphylococcus bakterier kan dræbe fosteret. Fosteret kan være resistent over for nogle arter af staphylococcus, men kan være særdeles modtagelig over for andre arter. Inficerede sår på forældrefuglene kan inficere ægget, eller der kan overføres infektion fra opdrætterens hænder ved kontakt med ægget. Et foster kan dø indenfor 48 timer efter optagelse af nogle arter af Staphylococcus, specielt arten Staphylococcus aureus. Jo ældre fosteret er før det bliver inficeret desto større chance har det for at overleve. På døde fostre kan der findes blødninger på mange indre organer. Ved æglæggende hunner kan der opstå en æggestok infektion med Staphylococcus faecalis, hvilket kan smitte ægget der dannes. Smittede æg vil have en dødelighed på 50 %.
E. Coli er en almindelig bakterie der normalt findes i fordøjelseskanalerne på pattedyr såvel på nogle fugle. Det kan trænge ind i ægget fra en inficeret hun, men det kan også gennemtrænge æggeskallen hvis ægget bliver besmittet med afføring. E. Coli forårsager normalt æggestok infektion. Snavsede reder og bure kan være en kilde til infektion af æggene. Brug af pumpeglas kan reducere den mængden E. Coli bakterie der opbygges i fuglene, men endnu bedre end pumpeglas er et vandsystem der regelmæssigt skifter vandet. Det vil medføre at der vil være færre sub-kliniske bakterie infektioner ved avlsfuglene og deres unger. Mange fostre der er smittet med E.Coli, vil dø lige før klækning eller kort efter fødsel. Hvis E. Coli smitten er erhvervet under rugningen, vil fosteret udvikle en navlestreng og æggeblomme infektion, der vil resultere i en langsom vægt forøgelse. Revnede æg er meget sårbare over for smitte og kan virke som smittekilde til de andre æg i reden. Revnede æg skal hurtigst muligt repareres eller fjernes fra reden.
Mycoplasma:
En mikroskopisk organisme der formerer sig gennem dobbelt celledeling. De har ingen cellevægge men en tre lags membran, og er mere primitive end bakterier og skal leve og vokse indvendigt i værten. De lever kun en kort tid i dette miljø, Men der er stadig meget at lære om mycoplasmas. De kan være involveret i problemer med øjenbetændelse og luftvejs infektioner. Organismen bliver spredt gennem luftvejene samt via køns kirtlerne på både han og hun. Mycoplasma kan spredes til ægget via en smittet æggeleder eller gennem sæden fra en smittet han.
Viral Diseases:
Flere forskellige viral diseases kan blive transmitteret vertikal til fuglene. Avian paramyxovirus 1, (Newcastle´s Disease eller PMV 1), er en af en gruppe på ni vira der er meget farlige for fuglene. Selvom paramyxovirus teoretisk kan transmitteres vertikal, vil den måde næsten altid være usandsynlig fordi inficerede hunner vil stoppe æglægningen når de smittes.
Som om det ikke var nok er det også dokumenteret at nogle parasitter kan findes inde i ægget. Rundorm er en af disse parasitter der er fundet i æg, disse orm kommer ind i ægget ved at arbejde sig op fra gattet til æggelederen, hvorpå æggeskallen så dannes rundt om den afvigende parasit. Forekomsten af disse orm er meget små ved kanarier og vil kun forekomme hvis fuglene opholder sig i udendørs volierer.
Denne artikel giver nok en forklaring på mange af vores problemer med kanarierne, for det er jo en tilbagevendende historie at avlssæsonen ikke gik som vi helt havde forventet.
For mit eget vedkommende har det største problem i avlen netop altid været de mange unger der ikke klækkede. Op mod halvdelen af de æg der bliver lagt klækker ikke, ved nogle hunner klækker alle æg andre måske 1 eller 2 og andre igen slet ingen. I mange tilfælde gav jeg en meget lav fugtprocent eller en mangel på vitaminer skylden for den lave klækningsprocent, men efter at have tænkt over hvad de forskellige smitsomme bakterier forårsager, vil jeg tro at de er den primære årsag til problemerne med den lave klækningsprocent.
For mine fugl har helt sikkert (lige som mange andres) en eller flere af ovenstående smitte. Her tænker jeg specielt på Coccidiose og E Coli bakterien der normalt er tilstede i fuglene i større eller mindre omfang, men under særlige omstændigheder kan bakterierne tage overhånd f.eks. i forbindelse med stress (udstilling – mange fugle i flok – sygdom) kulde og fugtigt omgivelser. Hvert efterår når jeg fanger fuglene ind fra voilerne, kan jeg se at deres afføring er meget tyndflydende og vandet hvor det skulle være små faste klumper. Gennem årene har jeg prøvet flere forskellige behandlinger for at komme problemet til live, men med større eller mindre held, for der har altid været nogle af avlsfuglene der blev ved med at have tynd afføring. Smittekilden kan være enkelte fugle, men når fuglene så går sammen i flok vil de gå og rode på bunden af volieren bl.a. i de smittede fugles afføring, på den måde vil de så også optage smitten. En anden vej smitten kan spredes er gennem drikkevandet, i voilerne har jeg altid brugt nogle ret store drikkebeholdere samt åbne kar hvor fuglene kan bade i, ligesom jeg i yngleburene ikke bruger pumpeglas men altid har brugt badekar. Det vil blive noget jeg vil ændre fremover, så jeg i stedet for badekar vil bruger pumpeglas på yngleburene, i volieren vil de kun få badevand i kort tid i stedet for som hidtil at stå der konstant.
Gennem årene har jeg flere gange læst eller fået fortalt, hvordan opdrættere i udlandet forebyggende bruger antibiotika i foderet eller drikkevandet før yngleperioden eller når ungerne lige er klækket. Det mener jeg er en skråplan at komme ind på, for på den måde vil smittestofferne oparbejder en form for resistens over for det anvendte medicin, så det kan være endnu sværere eller umuligt at få bugt med smitten fremover.
Coccidiose er en sygdom ved fugle forårsaget af et mikroskopisk dyr eller protozos, den er karakteristisk ved diarre, dårlig trivsel og varierende antal dødsfald. Til trods for der foretages mange undersøgelser for at kontrollere og behandle sygdommen, er det stadig den sygdom der koster mest ved industrielt opdræt af høns.
Coccidiose forårsages af et mikroskopiske dyr benævnt coccidia. Der er mange forskellige former for coccidia der kan angribe fugle, dyr og mennesker. Enhver art coccidia er artsbestemt og angriber dermed ikke de forskellige andre arter. Efter et udbrud af en bestemt type coccidia, vil dyrene opbygge et resistens mod netop denne type, men forbliver modtagelig over for andre typer. Det betyder at en flok fugle kan risikere flere udbrud af coccidiose, hvor hvert udbrud forårsages af forskellige typer coccidia. Kyllinger er modtagelige for ni forskellige typer, kalkuner for syv typer og vagtler for mindst fire forskellige typer coccidia.
Coccidiose overføres ved direkte eller indirekte kontakt med afføring eller smittede fugle. Når en fugle nedsvælger coccidia, invaderer organismen det indvendige af tarmene, der forårsager den store skade på vævet når organismen formeres. Omkring en uge efter infektionen vil coccidia sprede umoden efterkommere som betegnes som æg. Disse æg spredes gennem afføringen, men er ikke i stand til at smitte andre fugle før den har gennemgået en proces i bundlaget. Denne proces kan foregår over to til tre dage afhængig af hvor varmt der er i bundlaget men kan tage meget længere hvis omgivelserne er tørre og kolde. Efter processen er coccidia klar til at smitte en ny fugl når organismen nedsvælges.
Mængden af den smittefarlig coccidia der optages af fuglen, er en primær faktor med hensyn til hvor voldsomt infektionen rammer fuglen. Nogle gange kan infektionen være så svag at man slet ikke observere noget på fuglen, hvorimod den andre gange kan være så voldsom, at det giver svære skader på fuglen og kan medfører døden. Coccidia kan overleve en længere periode uden for fuglens krop. Den kan let overføres fra et sted til et andet gennem inficeret fodtøj, tøj, vilde fugle, tilbehør, fodersække, insekter og mus. Coccidiose forekommer oftest ved unger og ungfugle. Tegn på en coccidia smitte ved fuglene er hængende vinger, tendens til at sidde tæt sammen, optager mindre foder og vand, diarre, afmagres. Fuglene lægger færre æg i yngleperioden. Cecal Coccidiose fremkalder blodigt afføring og blodmangel der ofte medfører døden. En anden form for coccidiose i tarmene er ikke så akut, det er mere en kronisk sygdom hvor der ikke opstår så mange dødsfald. Skaderne som følge af infektionen, afhænger af hvor hårdt ramt, længden og hvilken type coccidia der rammer fuglen.
En forebyggende rengøring og pleje mod infektion af coccidiose er vanskeligt hvis ikke umuligt. Derfor er det nødvendigt at behandle en coccidiose smitte med antibiotika. Et par gode og effektive midler er:
ESB3. pulver. 1 gram til 1 liter drikkevand i 7 dage. Eller Borgal: 2-3 ml til 1 liter drikkevand i 7 dage.
En forebyggende behandling mod coccidiose bør altid foretages en måned eller to før yngleperioden og igen mellem første og andet kuld æg. Jeg er ikke i tvivl om, at mange blanke æg eller unger der dør kort efter klækning, skyldes at forældrefuglene har overført coccidiose smitte til dem. Efter en medicin behandling skal der altid gives en vitaminkur. For ud over at udrydde de skadelige bakterier, vil den naturlige bakteriekultur i fuglenes tarmsystem også blive udryddet.
Mange har været frustreret over en smitte af E.coli hos fuglene. Hvad er det? Hvor kommer det fra? Er det alvorligt? Skal det behandles? Svaret på spørgsmålene er: E.coli er en bakterie. Den kommer fra omgivelserne. Måske. Højest sandsynligt.
E.coli eller Escherichia coli er en Gram-negativ bakterie i familien Enterobacteriacae. Disse bakterier er en normal del af tarmsystemet på fugle, dyr og reptiler. Faktisk vil man uden tilstedeværelse af E.coli i tarmene, blive angrebet af skadelige bakterier og svampe, fordi E.coli beskytter indvoldene mod udefrakommende bakteriesygdomme.
Fugle, specielt parakitter og papegøjer, er mindre afhængig af E.coli men er derimod meget afhængig af en god Gram-positiv tarmflora. Alligevel vil mange fugle så som kanarier, finker, sangfugle, duer, høns og mange flere, have et højt normalt indhold af Gram-negativ tarmflora hvoraf mange inkluderer E.coli.
Udbredelsen af E.coli ved parakitter og papegøjer er varierende. Der er sjældent nogle ved Amazon papegøjer, nogle gange ved grå papegøjer og almindeligt ved kakaduer. Faktisk kan E.coli fylde op til 30 % af tarmfloraen ved kakaduer.
E.coli vil sædvanligvis bedst kunne spores i en prøve taget direkte fra endetarmen, bruger man i stedet for en prøve fra en klump afføring, kan den være smittet af en anden fugl eller dyr. Hvor E.coli påvises i en udtaget prøve skal det behandles som et sygdomstilfælde. E.coli kan brede sig ukontrollabelt gennem afføringen til andre fugle, hvor det kan forårsage sygdom i tarmsystemet.
E-coli er overalt og har en forkærlighed for at trives i fuglenes indvolde. Som et resultat af dette er den meget udbredt i f.eks. kyllingestrøelse, afføring, vand ligesom i de vilde fugles ekskrementer. Selvom der er mange former for E-coli bakterier er de ikke ens, nogle stammer er mere aggressive og smitsomme end andre. Fuglene har normalt et indbygget naturligt forsvar imod E-coli. Bakterier invaderer blodbanerne og forårsager nedsat ægproduktion, blod forgiftning, stofskifte problemer og død. En udefrakommende (trigger) faktor er altid nødvendig for at give E-coli en hjælpende hånd til at åbne døren til fuglenes forsvars system og lukke organismen ind. Den almindeligste vej er gennem indvoldene, halsen, luftrøret og æggelederen.
Udløsende faktorer.
En udløsende faktor kan opstå på mange forskellige måder og af forskellige årsager. Luftvejene er ofte sårbare overfor støv, højt ammoniak indhold, infektioner så som mycoplasma eller virus som smitsom bronkitis. I tarmene kan der i sammenhæng med en coccidiose infektion opstå direkte skade på indvoldene eller forskellige fordøjelses problemer. I æggelederen kan en udløsende faktor være stres som følge af utøj, ændrede lysforhold, infektioner, smitte.
Vægten af angrebet.
Hvor alvorligt påvirkningen af et E-coli sygdomsforløb bliver, afhænger til dels af vægten eller mængden af angreb. Her spiller fuglenes miljø så som bundstrøelse, foderskåle, drikkeskåle m.m. et meget vigtigt element da der heri hurtigt kan udvikles en bakteriekultur. Denne bakterie kan overvælde fuglenes immunforsvar, specielt i tilfælde af en form for stress tilstand. Det kunne skyldes svækkelse ved påvirkning af en eller anden virus, eller de kunne være udsat for et heftigt angreb af røde blodmider.
Behandling.
Reducer stress påvirkningen ved et godt foderprogram, undgå overbelægning i burene. Reducer bakterie påvirkningen med effektivt rengøring, god bundstrøelse, høj standard på vandkvaliteten.
Medicin der kan behandle E-coli kan være: 1 gram Esb3 opblandet i 1 liter vand i tre dage. Dernæst 3 dages vitaminkur og så igen 3 dage med 1 gram Esb3 opblandet i 1 liter vand. Andre kan være Chlortetracycline. Sodium Sulfachlorpyridazine – handelsnavn ( Vetisulid ). Oce-Mycine. Medicinen er receptpligtigt og skal skaffes gennem dyrlægen der også kan give anvisning på blandingsforhold og behandlingstid.
Mycoplasmas Gallisepticum.
Beskrivelse.
Mycoplasmas er en luftvejs virus der angriber mange forskellige fugle arter. Selvom der er 22 forskellige mycoplasmas fundet i mange forskellige fugle arter, er det specielt Mycoplasmas gallisepticum der vil blive omtalt her, da det normalt er denne virus vi møder ved kanarierne.
Ved høns, duer, sangfugle, havfugle og andre fremkommer mycoplasmas som en kronisk luftvejs sygdom der angriber lunger, luftrør, bihuler og øjne. Virussen blev oprindeligt diagnosticeret i kalkuner allerede i 1905 og i kyllinger i 1930. Tabet inden for kyllingeindustrien er meget stort på grund af kasserede slagtekyllinger, reduceret ægproduktion, dårlig foderomsætning, høje medicinudgifter. Inden for de domesticerede fugle, er mycoplasmas den mest omkostningskrævende virus på verdensplan.
Smitten.
Mycoplasmas er en højest smitsom virus der spredes hurtigt i en flok fugle. Virus overføres mellem fuglene via mikroskopiske små partikler i udåndingsluften, fra de betændte øjne, direkte kontakt, støv fra tørt afføring, inficerede skåle og pumpeglas. Den almindeligste smittevej er nok gennem foderskåle og siddepindene, her sidder fuglene tæt på hinanden og organismen kan spredes gennem udflåd fra øjnene på de syge fugle. Pumpeglas og andre former for drikkeskåle er et andet høj risiko område for smitteoverførsel, når syge fugle drikker kan udflåd fra øjnene afsættes på kanten af pumpeglasset, når de andre fugle så drikker risikerer de at smitten overføres til dem.
Sygdomstegn.
Sygdomstegn ved fugle smittet med mycoplasmas er røde, opsvulmede øjenomgivelser (øjnring) og betændelse i øjets bindehinde (slimhinde membranen der dækker øjeæblet). Ved alvorligt angreb kan det resultere i ekstremt opsvulmede øjne og bindehinde, skorpede formationer rundt om øjne, sårdannelse på hornhinder, materiefyldt udflåd og tab af synet. Betændelse af bihulerne vil også resulterer i løbende udflåd fra næseborene. Fuglene vil også vise våde smattede fjer på hovedet, specielt rundt om øjnene, oppustede kropsfjer, inaktivitet (bliver siddende når de andre fugle flyver op), vægttab, ingen appetit og dør til slut af sult og udmattelse.
Diagnose.
For at stille en diagnose på mycoplasmas er det nødvendigt at identificere organismen der forårsager sygdommen. Denne organisme kan isoleres fra øjets bindehinde eller udflåd fra bihulerne på en syg eller nylig død fugl. Organismen er en af de vanskeligste at isolere, fordi den kræver meget specifik vokse betingelser, har en tæt afhængighed af værtsdyret den invaderer, den vokser langsomt på det kunstige medie (mindst to til tre uger). En mere moderne måde til at lokalisere mycoplasmas virus er: På et gele medie smøres immunstof direkte på smittet organisme. Det køres igennem en ”Polymerase Kæde Reaktion” (antistof mod mycoplasmas gallisepticum) eller det anbringes mellem sammenklæbede glasplader (serum antistof mod mycoplasmas gallisepticum). De nyeste undersøgelser har vist, at ”Polymerase Kæde Reaktion” er mere sikkert til at påvise mycoplasmas gallisepticum end dyrkning af en bakterie kultur, samtidig behøver mediet ikke at være så frisk.
Behandling.
Der er ingen anbefalet behandling af fugle der viser klinisk tegn der er i overensstemmende med mycoplasmoses. Modstanden mod at ordinere medicinsk behandling af fuglene, skyldes at det måske kan forårsage yderlig spredning af virussen. I fuglene kan der opbygges virusstammer der opnår resistens mod vaccinen, der kan den ligge i en slumrende tilstand, klar til at gå i udbrud ved kontakt med fugle uden modstandskraft. Det er ofte opstået ved behandling af kyllinger. Behandling af fugle der er smittet med mycoplasmoses gallisepticum kræver en langvarig og systematisk behandling med antibiotika. Mycoplasmoses er højest smitsom og der er stor sandsynlighed for at infektionen kan overføres til andre fugle i fuglerummet. Fuglene bør anbringes enkeltvis så smitten ikke kan overføres ved direkte kontakt. Alle skåle, pumpeglas, pinde og andet udstyr afvaskes med en 10 % klorin opløsning og må først bruges igen efter 14 dage.
En behandling mod mykoplasmoses kan forsøges med Terramycin kombineret med Tylan der er opblandet i drikkevandet. Forsøg har vist, at det giver det bedste resultat med denne kombination.
Beskrivelse af medicinen.
Terramycin.
Terramycin er effektivt over for mange Gram positive bakterier (de gode bakterier) samt Gram negative bakterier (de slemme bakterier). Dog er mange bakterier efterhånden resistent over for terramycin. Binder sig til calcium hvorfor grit, østersskaller bør fjernes ved behandling. Terramycin er meget effektivt mod åndedræts infektioner og Chlamydia infektioner specielt når det kombineres med Tylan..
Tylan..
Tylan er et antibiotika der er effektivt over for mange Gram positive bakterier og mykoplasmoses. Bakterie infektioner ser ud til at være modtagelig for behandling med Tylan. Normalt forekommer der ingen bivirkninger ved brug. Tylan er meget effektivt mod mycoplasmoses og ornithosis kompleks når det kombineret med terramycin.
Salmonella er et Gram negativ ilt krævende stavformet bakterie, der kan inficere mennesker, fugle og andre dyr. Det kan overleve i lang tid i jord og vand.
Der eksisterer mange forskellige typer og evnen til at forårsage sygdom afhænger af hvilken type der er indblandet. Alle salmonellatyper producerer giftstoffer der kan forårsage madforgiftning. Både giften i foderstofferne som i bakterierne kan forvolde sygdom.
Fugle kan blive smittet med salmonella når de indtager befængt foder, vand eller det kan være fra ægget – både som vertikal transmission og ved gennemtrængning af æggeskallen. Høns og duer er ofte bærer af salmonella uden det ses på helbredet. Smittede fugle vil blive sløve, miste appetitten, tynd afføring og der kommer ledbetændelse. Parakitter kan have blodig diarre, dyb depression, højt indhold af hvide blodceller og høj dødsrate.
De fleste salmonellaforgiftninger der rammer mennesker, skyldes sjældent smitte fra fuglene men derimod inficeret mad, specielt kyllinger. Inkubationstiden er 6 til 72 timer ved mennesker. Opkast, blodig diarre, feber og dehydrering er sygdomstegn. Sygdomsforløbet er normalt 2 til 4 dage. Salmonella kan smitte fra person til person. Smittede personer kan overføre salmonella til fuglene.
Diagnose på levende fugle kan være vanskeligt fordi fuglen skal være umiddelbart smittet. Kulturer dyrket på afføring bruges til diagnose. Fuglene behandles med aggressiv antibiotika i 3 til 5 uger, men følsomme fugle kan være smittebærer for livet.
Svedesyge.
Den såkaldte svedesyge kan for nogle opdrættere blive en ubehageligt bekendtskab der udelukkende optræder i yngleperioden.. Ganske vist er det et helt forkert navn idet svedesyge ikke findes ved kanarier, men næsten alle fugleholdere det rammer, ved at det er under det navn problemet omtales. Da fugle ikke har nogle svedkirtler kan de ikke svede, dog kan man ofte på et helt uventet tidspunkt finde snavsede – våde unger i reden, unger der netop ser ud som om de sveder, og derfor har det fået navnet svedesyge. Når det problem fremkommer, vil det ikke kun være ungerne der bliver våde, hunnerne vil også fremvise en smudsig og klæbrig fjerdragt. Nogle gange, kan hunnens bugfjer blive så klæbrige at når hun lægger sig på reden for at varme ungerne, kan de risikere at klæbe fast og ryge med ud af reden når hun forlader den.
Problemets årsag.
I fuglenes tarmsystem forekommer der bakterier der normalt spiller en vigtig rolle ved omsætningen af føden, men disse bakterier er også årsagen til problemet og kan forårsage store skader på redeungerne, Specielt ved unger der er under to uger gamle, vil der være et meget stort dødsfald.
Problemet kan opstå ved brug af forkert foder, f.eks. ved et for højt proteinhold i hjemmelavet ægfoder eller forkert fodring med fabriksfremstillet ægfoder.
Men ud over at problemet kan opstå på grund af for meget protein, kan det også fremkomme ved ensidig fodring hvorved der opstår en mangel på vigtige aminosyrer. Men i alle tilfælde, vil problemet hurtigt kunne spredes til alle fuglene hvor de gamle fugle normalt overlever, hvorimod de sårbare unger vil have meget svært at klare sig.
I ungernes første levetid skal alting opbygges, således også deres modstandskraft og tarmflora. Smitten spredes til ungerne via den foder de optager fra forældrene, men da der stadig ikke er opbygget en fuldstændig modstandskraft bliver de syge. Selvom forældrefuglene er syge er det for det meste ikke farligt for dem selv, men hvis fuglene ikke er i en god kondition, kan der fremkomme et tydeligt sygdomsbillede hvor de er sløve og sover det meste af dagen.
Som følge af den forkerte fodring opstår de våde og smudsige reder, fordi afføringen fra ungerne i modsætning til hvad der normalt er tilfældet, ikke længere er omsluttet af en samlende hinde og vil fremkommer som flydende afføring i reden. Normal afføring der er omsluttet af en hinde, vil under ungernes første fem-seks levedage blive fjernet fra reden af forældrefuglene, hvorefter ungerne selv kan lægge afføringen ud over redekanten. Men er afføringen ikke omsluttet af denne hinde har hunnen ingen mulighed for at fjerne det, og så har vi problemet med smudsige våde reder.
Opdrættere der kommer ud for de smudsige våde reder, skal straks ændre fodringen så det bliver mindre proteinholdigt og tørt, hvorfor spiret frø, frugt og grønt ikke er velegnet foder i dette tilfælde. Det vil altid være klogt at udskifte det gamle smudsige redemateriale med nyt tørt og rent redemateriale, så ungerne kan få mulighed for at blive tørre og rene.
Et dyrehospital kan ret hurtigt, gennem analyse af afføringen og eventuelt undersøgelse af de døde unger, afgøre hvilken medicin der er nødvendigt for helbredelse af fuglene. Meget nøjagtig dosering af medicinen er meget vigtigt når man behandler fugle for sygdomme. En lav dosering er formålsløs og giver ikke det ønskede resultat, mens en høj dosering direkte kan være skadelig. Ved en længerevarende behandling med medicin vil fuglene tarmflora ofte blive ødelagt, da de gode bakterier der er nødvendige for deres forsvarsmekanisme udryddes fuldstændig tillige med de skadelige bakterier. Efter behandling med medicin, vil det være nødvendigt med et tilskud af multivitaminer samt A 38 mælkesyre, for at hjælpe fuglene med at genopbygge tarmfloraen. En behandling af den såkaldte svedesyge er normalt effektivt, men det er ikke noget der afhjælpes fra den ene dag til den anden, men en forbedret situation er normalt synligt efter syv til ti dages forløb.
Det vil i første omgang vise sig ved at afføringen bliver mere fast, men problemet er dermed ikke helt ovre, for har hunnerne lagt æg ved behandlingens start har medicinen ikke nogen indvirkning, fordi smitten er overført til kimcellen i ægget. Det vil ofte vise sig ved et større antal ubefrugtede æg fordi det ikke vil være levedygtige unger der udvikles fra kimcellen, eller også vil de dø i ægget under klækningen fordi de er for svage til at bryde igennem skallen. Skulle der være unger der klækker, vil de bære på smitten, og i mange tilfælde vil de dø inden for de første tre dage. Ungerne vil allerede efter et par timer være i total forrådnelse.
Opdrættere der regner med at have nedkæmpet sygdommen, og så på ny løber ind i problemerne kan ofte gribes af total modløshed, det er forståeligt. Når man først en gang har givet fuglene en medicin kur, omhyggeligt foretaget den nødvendige desinfektion, og så på ny ryger ind i problemet er det næsten ikke til at bære. Ynglesæsonen er dermed også mere eller mindre mislykket, med få unger på pind og dertil måske også nogle døde avlsfugle.
Helt undgå sygdom ved fuglene er umuligt, men man kan forebygge og tage nogle forholdsregler for at begrænse angrebene. En vigtig del af det er at holde ynglerummet og rekvisitter (ædeskåle, pumpeglas, badekar, sidepinde, bure, reder) rene for angreb af virus, bakterier og skimmel.
Nyindkøbte fugle bør aldrig placeres i ynglerummet straks man kommer hjem med dem, man ved aldrig om de er bærer af en sygdom, de bør først sættes i karantæne i et andet rum til man er sikker på at de er helt raske og fri for skjulte sygdomme.
Vær opmærksom på fuglenes afføring, den må ikke være tynd eller med mistænkelig farve. Er du i tvivl, kan dyrlægen efter en undersøgelse give dig det medicin der skal bruges mod sygdommen, så du undgår svedesyge ved fuglene.
Kopper er en mild til alvorligt, langsomt forløbende virus ved fugle, fremkaldt af en koppervirus hvor der er identificeret tre almindelige typer. De tre kopper typer er fjerkræ virus, due virus og kanarie virus. Typerne kan variere i hvor ondartet de optræder, samt har mulighed for at inficerer andre fugle grupper ud over de omtalte, selvom mange af typerne er gruppe specifikke. Omkring tres fugle arter fra tyve forskellige grupper er blevet testet positive med fugle kopper.
Udbredelsen.
Fugle kopper er observeret ved mange varierende fugletyper på verdensplan. Virusen er mest almindeligt i tempererede (varme og fugtige) dele af verden og er oftest observeret i relation til myggenes sæson cyklus. Fugle kopper er blevet diagnosticeret i så forskellige typer som kanarier, papegøjer, finker, duer, sang svaner, gråspurve, kalkuner, ørne, traner, høns m.fl.. Langt tilbage i historien har fugle kopper været identificeret i fuglene, men stadigt fremkommer den som en yderst dødelig virus.
Smitte overførsel.
Et koppervirus kan overføre på mange måder. En af de primære smittekilder, er myg der optager smitten når den suger blod fra en smittet fugl der har kopper virus cirkulerende i blodbanerne, eller gennem udflåd fra en koppe læsion. Når myggen senere suger blod på en usmittet fugl, bringer den kopper virusen med over til denne. Myg kan være vært og overføre virus en måned eller længere, efter den sidst har suget blod på en smittet fugl. Forsøg har vist at stald fluer viser kapacitet til at kunne overføre kopper virus. Ved direkte kontakt mellem smittede og usmittede fugle, kan virus overføres fra hud flager, åbne sår på kopper blener eller fra slimhinden der ligger over øjeæblet. Indirekte overførsel af kopper virus kan også forekomme ved optagelse af foder, vand eller når foderskåle, sidepinde, bure eller tøj er inficeret med kopper virus. Kopper virus er meget modstandsdygtig over for udtørring, den kan overleve måneder eller år i de tørrede hud flager fra kopper blenerne. Indirekte transmission kan også forekomme via indånding af skæl, fjer støv eller luft bårne partikler inficeret med kopper virus.
Myg er normalt årsagen til spredning af smitten inden for lokalområdet, hvorimod de vilde fugle kan sprede smitten over større områder.
Sygdomstegn.
Sygdomstegn der observeres ved smitte med kopper virus, er generelt svaghed, magerhed, vejrtræknings problemer, synkebesvær, syns problemer, snavsede fjer ved gattet, væskende ring om øjet, betændelse i øjet og fremkomst af de karakteristiske vortelignende blener på ubefjerede områder, eller dannelse af en diftiritis membran i den øverste del af luftrøret.
Sygdommen.
Fugle kopper fremkommer i 2 former, hud (tør) og diftiritis (våd). Hud formen er den mest almindelige, den er en selv forstærkende infektion med hud læsioner i form af vorte lignende blener. Til at begynde med, viser denne form for kopper små hvide, lyserøde eller gule vorter (blister) på ubefjerede dele af huden (fødder, ben, næbroden, øjenring og hovedet). Disse vorter eller blener, fremkommer, når der opstår overtryk i de bakteriefyldte væskende lommer der dannes under huden. Hudens skællag presses derved fra hinanden, der opstår en vortelignende knudret udvækst der efterhånden vokser sammen. Væsken fra sprængte celler størkner, hvorefter der opstår sårskorper, overfladen på vorterne er knudret, tør og farven skifter til mørke brun eller sort. Størrelsen og antallet af vorter, vil afhænge af hvor hårdt fuglen er angrebet og stadiet på sygdomsforløbet. Andre bakterier kan trænge ind i sårene så der opstår sekundære infektioner, som resulterer i materiefyldt afsondring og nedbrydning af cellevæv. Det tager fra 2 til 4 uger for en komplet heling af huden på det angrebne område, forudsat læsionerne ikke er så voldsomme at det forhindrer fuglen i at optage føde.
Diftiritis formen involverer mund, svælg, hals, luftrør og lunger. Der opstår en gullig eller hvid, moderat hævet, fugtig, ostelignende betændt område. En diftiritis membran opstår, herved besværliggøres åndedrættet så fuglen gisper efter vejret og langsomt kvæles.
Diagnose.
Uden en klinisk undersøgelse, kan man ofte stille diagnosen fugle kopper ud fra de store læsioner på fuglens krop. En mikroskopisk undersøgelse, kan bekræftelse om fuglen er smittet med fugle kopper. Ved laboratorium undersøgelse vil man stille diagnosen ved at isolerer virussen. Der kan man indsprøjte organismen i æg, hvorpå den dyrkes så der opstår en slags kæde reaktion i organismen og virussen kan udskilles.
Behandling.
Man har prøvet forskellige former for behandling af fugle kopper, men denne behandling kan kun blive en støttende pleje. Man kan behandle kopper læsionerne og modvirke sekundære infektioner i de forskellige fugle grupper, ved at fjerne skin læsioner (sårkager, skorper på knopperne), pensle med natrium bikarbonat eller Lugol opløsning, jod afvaskning, fjerne diftiritis membranen fra mund og hals og smøre området med Lugol opløsning, bade øjnene med 1 – 2 % salt opløsning og hæve rum temperaturen. Da der ikke findes nogen effektiv behandling af fugle kopper, der er en meget smitsom virus med høj dødeligheds rate, skal smittede fugle isoleres eller aflives for at fjerne kilden til smitten. Foderskåle, pumpeglas, badekar og bure afvaskes i en 10 % klorin opløsning.
Da der ikke findes nogen behandling der er effektiv, for fugle der er smittet med kopper virus, beskytter man fuglene med en forebyggende behandling. Denne forebyggende behandling består i indsprøjtning af svækket kopper virus i fuglene, således at de i løbet af nogle uger opbygger et immunforsvar over for sygdommen.
I udlandet, er det almindeligt brugt at behandle alle fuglene sidst i juni begyndelsen af juli med en vaccine, så fuglene er beskyttet mod kopper virus et år. Denne vaccine kan købes ved fuglehandlere og hedder ”Poulvac P canary”. I pakningen findes der 50 docer vaccine inklusiv opløsningsmiddel samt to nåle klar til brug. Men da vaccinen ikke kan købes her i landet og er forbudt at anvende i Danmark, er det blot til orientering jeg omtaler denne vaccine.
Ronald Hvam.
Vi takker Ronald Hvam for at vi må bringe artiklen her på siden.